De første der dyrkede vanilje var Totonac-folkene, der boede ved Mexicos golfkyst i den nuværende delstat Veracruz. Ifølge Totonac-mytologien blev den tropiske orkidé født, da en prinsesse, af sin far, blev nægtet at gifte sig med en dødelig. Prinsessen flygtede ud i skoven med sin elsker. Men de blev fundet og halshugget. Legenden fortæller, at der hvor deres blod ramte jorden, voksede en tropisk orkidékvist op, (senere kendt som vanilje) navnet kommer fra det spanske ord “vainilla”, der betyder “little pod”, givet af spanske opdagelsesrejsende, der ankom til Mexicogolfen i det tidlige sekstende århundrede ). De spanske conquistadors under Cortez lavede en drik , der blev givet til Aztec kejseren Montezuma. Denne drik, der blev serveret i gyldne bægre, var lavet af vaniljebønner kombineret med chokolade.

For omkring firs år siden var denne eftertragtede drik kun tilgængelig for adelen og den yderst velhavende del af befolkningen.

I 1602 foreslog Hugh Morgan,  dronning Elizabeth I’s apoteker, at vanilje i sig selv kunne bruges som smagsstof, og Vanilla blev hurtigt introduceret i Europa og anvendt som  smagsstof til chokolade, tobak og også i medicinen fandt den anvendelse.

Smagen af vanilje har været en af ​​de mest velkendte smage (især i vestlige køkken) i århundreder, samtidig er navnet vanilje er et populært begreb, der i særdeleshed anvendes i forbindelse med produkter, vi  i dag finder på hylderne i supermarkedet.

I begyndelsen af ​​1800-tallet blev Vanilla transporteret til Reunion og Mauritius ( øer i det Indiske Ocean ) til dyrkning. Et par år senere i 1841 blev en simpel og effektiv kunstig bestøvningsmetode udviklet af en 12-årig slave ved navn Edmond Albius på Réunion: en metode, der stadig bruges i dag!

Vaniljeplanter blev derefter ført til Asien, Caribien og Comorerne. I dag dyrkes Vanilla i tropiske områder af verden.